På Romerrigets tid blev det anset som en skæbnerolle som det var blevet pålagt de religiøse og politiske ledere (ofte forenet i én og samme person), at udvide riget til at rumme hele verden. Derfor ekspanderede Romerriget. Hele verden skulle indkorporeres i Romerriget.
De mange lande som blev besejret havde forskellige kulturer og religioner, men de blev ikke undertrykt og forbudt men der imod absorberet og føjet ind under i den romerske religion. Man forenede religionerne, og det var man kun i stand til fordi alle polyteistiske religioner har grundliggende træk til fælles. Fx har de alle forskellige guder som repræsenterer hver deres område – havet, agerbrug, håndværk, frugtbarhed, lykke, krig osv. Selv om guderne indenfor ethvert af områderne havde forskellige navne i de forskellige kulturer, så var de stadig repræsentationer for den samme gud, og det var derfor let at finde fælles fodslag. Romerne byggede templer i de besejrede lande og her satte man de forenede guder sammen i såkaldte “Pantheons”.
Men der var én religion som det var umuligt at forene med den romerske statsreligion, og det var kristendommen. Også jødedommen voldte samme samme problem, men jødedommen var til dels mulig at tolerere, så længe jøderne holdt sig for sig selv, og dermed ikke virkede provokerende. Til forskel fra kristendommen, er jødedommen ikke en missionerende religion. Den er tværtimod stærkt isolationistisk, og det var sandssynligvis endnu mere udbredt, rent racemæssigt under Romerrigets herredømme. Men kunne derfor ikke så let komme udefra og konvertere til jødedommen. Det skete den gang yderst sjældent og det sker også sjældent i vore dage.
Med kristendommen forholdt det sig anderledes, og derfor blev denne religion lagt alvorligt for had. Kristendommen er en missionerende religion og den tilbydes alle mennesker uanset køn, alder, kultur eller status.
Jøderne fik kun problemer med romerne, når de gjorde militært oprør imod dem, begik terrorhandlinger etc. Men på én måde var det langt lettere at forholde sig til en kristendommen, som i større og større omfang spredtes ud over hele de enorme rige. Kristendommen var derfor en reel trussel imod Roms magtfulde elite, for de så at udviklede det sig ville kristendommen vinde et flertal i befolkningerne, og ingen kristne anerkendte kejseren som “guds stedfortræder”, som statsreligionen påbød folk at tilbede.
Kristendommen måtte derfor enten udryddes eller man måtte finde en måde at forene den med Roms gudeverden og kulter, præcis som man havde gjort med alle de polyteistiske religioner og kulturer.
Begge dele – både heftig forfølgelse og forsøg på at forene kristendommen med de polyteistiske religioner, blev forsøgt. Forfølgelse mislykkedes, men det sidste lykkedes ved at Kejser Konstantin selv “omvendte” sig til kristendommen og udråbte sig selv til “kirkens overhoved”.
Konstantin overøste den kristne religion penge og nybygninger til dens ære og den fik privilegier og en helt ny samfundsstatus, som den aldrig havde kunnet håbe på. Men slutresultatet blev en totalt udvanding af den kristne tros grundfundament, og dens principper blev forvansket. I løbet af kort tid var den form for kristendom man havde skabt ved foreningen med Rom et miskmask af hedensk kult-dyrkelse i et sammenkog af kristne begreber ny-fortolket ind i soldyrkelseskultens ritualer i Rom. Troen på Jesus som værende Guds Søn (altså Gud inkarneret i et menneske) og verdens frelser, blev forvansket og omformuleret, så man i stedet gradvist begyndte at tildele Roms ypperstepræst en særstatus som brobygger mellem mennesket og Gud, deraf titlen Pontifex Maximus. Hele kristendommens budskab, den identitet og dens grundprincipper og trosfundament smuldrede i denne proces.
Der var selvfølgelig mange kristne som så dette komme. De så hvordan hele den fordærvede elite i Rom skiftede over til denne perverterede udgave af kristendommen, fordi selveste kejseren havde udråbt sig selv til denne tros overhoved og nu havde besluttet at den skulle gælde. Det var ensbetydende med at miste sine privilegier, hvis man som velanset borger inden for Roms elite ikke fulgte med. Så den form for “kirke” som blev opbygget i Rom var i virkeligheden fortsættelsen af den hedenske soldyrkelsesreligion, bare under en lidt anden form og farve.
De kristne som så deres religion fordærve kunne intet gøre. De havde ingen anseelse, ingen position i samfundet. De forblev tro mod Gudss ord og det som Apostle havde udbredt. Kejser Konstantins og hans elite kunne ikke tolerere synet af kristne som pegede på at Konstantin havde tyvstjålet navnet “kristendom” og gjort det til en stinkende, fordærvelse af det som Jesus var kommet for at give menneskene. Derfor kom de nu under endnu sværere forfølgelse end de havde været før.
Gradvist blev kejser Konstantins religion mere og mere udviklet i sine doktriner og form og den fik navnet “katolicisme”. I løbet af de kommende århundrede gik den fra kun at have religiøs magt men også at have en enormt politisk magt i hele Europa. Kejserens rolle som enevældig politisk leder og Guds udvalgte stedfortræder blive overdraget til den paven.