Mange mennesker har den opfattelse at kristendommen er skyld i et utal af krige. De bryder sig derfor ikke om kristendommen fordi de mener kirken op gennem historien igen og igen har bevist, at den er undertrykkende, manipulerende og imperialistisk. Men spørgsmålet er om der er forskel på hvad kristendommens grundliggere (Jesus og apostlene) udbredte og hvad kirken senere udviklede sig til? Kan man for eksempel spore en overgangsperiode i historien fra dengang kristendommen var en helt ny, delvist uorganiseret, apolitisk, folkelig undergrundsbevægelse, som var under stærk forfølgelse og til der hvor der sker et radikalt skifte og kirken udvikler en helt anden grundtanke og transformeres til en stærkt undertrykkende og imperialistisk magtorganisation med økonomiske, politiske og religiøse ambitioner?
Og svaret er: Ja, det kan vi.
Er det sådan at der i kristendommens lære ligger en indbygget mekanisme der gør at denne religion udvikler sig til en organisation der er imperialistisk og undertrykkende? Findes der virkelig et kald til den kristne kirke at den skal gå ud i verden og “kristne” den med alle midler – selv med våben – som man har set det utallige gange i historiens løb? Eller er sandheden at ikke-kristne mennesker for længe siden trængte ind i kirken og overtog ledelsen og derefter gradvist ændrede som fik det til at se ud som om Gud havde givet kirken mandat til at undertrykke folk og nationer og myrde dem hvis ikke de ville adlyde? Det sidste er desværre sandheden. Og det er disse ikke-kristne menneskers historisk lange magtperiode i den kristne kirke, der i dag definerer vor tids forståelse af hvad kristendom er.
Hvordan og hvorfor og hvornår skete denne magtovertagelse af kirken?
Det begyndte meget tidligt. Allerede kort tid efter Jesus død begyndte kristendommens lære at brede sig i det enorme romerske imperium. I begyndelsen var de kristne stærkt forfulgt af romerne. Det var yderst farligt at være kristen og man risikerede livet ved det. Men i takt med at kristendommen bredte sig, tiltrak den også mennesker hvis motiver ikke var båret af ønsket om ydmygt at følge i Jesu fodspor. De så muligheden for personlige fordele og magt. I år 300 e. Kr sker der det at den romerske kejser Konstantin selv bliver kristen. Men også han havde beregnende, politiske motiver. Han så hvordan kristendommen mere og mere blev en trussel imod kejserdømmets fortsatte beståen. Han lod et dekret udsende om at han var blevet kristen og at forfølgelsen af de kristne skulle ophøre. Penge begyndte at tilstrømme kirken i store mængder. Store monomenter og bygninger blev opført til kirkens brug. At være kristen blev hipt. Kristendommen blev en prestigereligion, og den blev stenrig. Lige til at begynde med åndede de stakkels forfulgte kristne lettet op, for nu kunne de endelig leve i fred og ro med deres tro. Men ret hurtigt indså de at kirken var blevet ført bag lyset og at der lå en helt anden agenda bagved end de lige havde gennemskuet fra begyndelsen.
I Romerriget herskede der på den tid en helt anden slags religion og den gav man ikke afkald på. Man tilbad solen og man tilbad kejseren som en gud. Man tilbad et utal af guder. Hele den kristne grundtanke med “omvendelse fra synd” og begynde at leve et sobert, moralsk liv i et stabilet familieliv eksisterede slet ikke. Seksuel udskejelse, promiskuitet og seksuelle orgier hvori indgik ofringer af børn til guderne var en del af den romerske religions indhold. Og dette blev ikke opgivet. Det er forkert at sige at de to religioner smeltede sammen, for de to er som ild og vand. De kan ikke blandes. Det er mere korrekt at sige at hedenskabets guder fik en anden form og farve og udtryk. denne nye religion kaldte man senere romersk katolicisme. Man tog hedenskabets mange guder og gudinder og gav dem navne fra Bibelens verden. For eksempel blev den hedenske dyrkelse af gudinden med sit barn (“moder-barn”-dyrkelse )
tilbedelse af Maria med Jesusbarnet på sit skød. Det havde indtil da slet ikke været en del af kristendommen
Et utroligt snedigt bedrag, som de oprindeligt kristne ikke kunne gøre andet end at se på med afsky og undren. Men hvorfor gjorde man det? Jo, sagen var den at religion fyldte utroligt meget i datidens samfund. Det var grundfundamentet i samfundet. Stat og religion var uløseligt vævet sammen. Hvis religionen mistede taget i folket, så mistede statsmagten og kejseren også sin magt. Og det var dét som Kejser Konstantin havde set tendenserne til. Kristendommen (den oprindelige) bredte sig i hans rige og forfølgelse havde ikke hjulpet. Nu brugte han en helt anden strategi.
Man omdannede i stedet kristendommen til noget helt nyt – en blanding af hedenskab og kristendom. Selve kernen i det kristne budskab blev fordrejet sådan at den egentlig bare bare en fortsættelse af den romerske statsreligion med dens mange guder, bare i en ny forklædning. Denne nye forklædning kaldes i dag katolicisme.
Den oprindelige kristendom, den som Jesus havde lært sine 12 apostle og som de havde udbredt – den som var under stærk forfølgelse – den kom nu igen under forfølgelse. Denne gang var det katolicismen som igangsatte forfølgelsen. Den kunne ikke leve med den kritik den blev udsat for. de kristne blev en torn i øjet på katolicismens ledere – biskopperne og paven.
Som du kan se så blev den kristne kirke altså overtaget af af en ny og fremmed magt som ikke var interesseret i at videreføre den oprindelige kristne lære. Det var derimod kompromissøgende mennesker der tog over og de havde politiske motiver. De kunne se personlige fordele, egenvinding, men også en mulighed for at bevare kontrollen over det enorme imperium, hvis de to religioner blev forenet.
Så her er altså forklaringen på hvordan, hvorfor og hvornår kristendommen mistede sin egenart og blev overtaget af mennesker med magtbegær.
Det er indlysende at en helt anden slags mennesker begyndte at flokkes i kirken.
Apostlene var i begyndelsen et bolværk imod
Er det simpelthen en naturlig og uundgåelig følge af kristendommens doktriner at kirken udvikler sig til at blive undertrykkende og imperialistisk?
Ligger det indbygget i kirkens lære at den skal gå ud i verden og undertvinge folkeslag og nationer og skabe et globalt teokrati? Er det Bibelens lære at hele verden skal “kristnes” og først da kommer paradis på jord? Når Jesus siger “gå ud og gør alle til mine disciple”, betyder det så at kirken har fået den befaling at gå ud i verden og med alle midler undertrykke, fængsle og dræbe alle dem som ikke frivilligt overgiver sig?
For at besvare spørgsmålet må man først fastslå hvad kirkens lære bygger på. Er det Bibelen?
Spørgsmålet er også om det er korrekt at kalde et menneske der bekender sig til kristendommen for “kristen”, hvis denne person slet ikke lever eller opfører sig som Bibelen siger man skal? I Bibelen står der at man på samme måde som man bedømmer et træ på dets frugter og skal kende en kristen på hans/hendes frugter. Og med frugter menes der i overført betydning, at man skal kende dem på deres gerninger og ikke deres ord. Et godt træ bærer god frugt og et dårligt træ bærer god frugt, siger Jesus. Et dårligt træ kan man nogle gange få god frugt ud af hvis man beskærer det og ellers fælder man det. Beskæring i overført betydning er at et menneske vender sig bort fra sine onde handlinger – det som Bibelen kalder synd. Men hvad er det gode? Hele Bibelen er en vejledning i hvad sand godhed i Guds øjne er. Gennem retledninger, ordsprog og billedsprog og beretninger forklarer Bibelen hvad Guds standard når det gælder at være et godt menneske. Standarden er så høj at selv vores skjulte tanker, bliver talt med. Jesus siger for eksempel at i Guds øjne, så er den som hader et andet menneske allerede en morder. Standarden er så høj at intet menneske vil kunne leve op til den
Det er en almindelig antagelse at et de fleste krige blev startet i kristendommens navn. Kristendommen får skyld for utallige ugerninger. Ser man på Europas historie i middelalderen, så var kristendommen indblandet i langt de fleste, hvis ikke alle krige, der blev udkæmpet. Men spørgsmålet er om det var kristne mennesker der stod bag planlægningen og havde ansvaret? Hvis man skal svare på dette spørgsmål må man først definere hvad det vil sige at være kristen. Det er jo ikke alle som har hvide bukser og en hvid kittel på, der er læge.r, vel Det kunne også være en slagter eller en maler, ikke sandt?
Er imperialisme og krigsliderliderlig en grundliggende del af kristendommens natur?
Det kunne se sådan ud, når man kaster et blik på det vi kalder kristendommens historie. Men min påstand er at kristendommens historie ofte slet ikke er en fortælling om kristne menneskers handlinger men om ukristelige mennesker der har misbrugt kristendommens navn til at udøve kontrol og fordrejet kristendommens grundbog (Bibelen) med henblik på at undertrykkelse.