Denialism og det naturalistiske verdensbillede

I 1800-tallet var den mest udbredte opfattelse den, at jordens overflade og jordlagene under den, så ud som den gjorde, på grund af én verdensomspændende eller flere enorme naturkatastrofer, havde hærget jorde. Hovedparten af videnskabsfolk mente at den afgørende naturkatastrofe, som havde formet jordklodens nuværende udseende, var beskrevet i Bibelen i 1. Mosebog og havde forårsaget en total oversvømmelse af hele kloden. Når disse geologer betragtede jordlagene så tolkede de derfor, det de så, som sporene efter denne verdensomspændende naturkatastrofe, som Bibelen beskriver. Fossiler som man fandt ved udgravninger blev betragtet som et resultat af øjeblikkelig begravelse på grund af enorme vulkanudbrud under katastrofen. Denne teori om jordens tilstand kaldes for “katastrofisme”.

Men så i Oplysningstiden begyndte en ny tro at gøre sig mere og mere gældende. Samfundets kristne grundpiller og alle dens grundværdier kom mere og mere under angreb fra alle sider. Det var alt ved kristendommen som kom under beskydning og der var en direkte afsky imod den. Den kom til udtryk i alle slags skrifter men også i skønlitteraturen.

Også fra den akademiske, videnskabelige verden begyndte kritikken af det bibelske verdensbillede – katastrofismen – at komme under alvorlig kritik. En ny teori gik ud på at alting i universet var opstået gradvist og at jordlagene på kloden derfor også var opstået gradvist på grund af naturkræfter som altid havde været i funktion. Denne teori kaldes på dansk for Aktualitetsprincippet, og på engelsk for uniformitarianisme og det er den teori der er gældende blandt geologer i vor tid.

I dag kunne man med et efterhånden velkendt ord sige at kristne som tror hele verden blev ramt af syndfloden og at alt liv blev udslettet, er benægtere af videnskab. Men går man 200 år tilbage i tiden så ville det hele være vendt rundt. Dengang var det “benægtelse” hvis man troede noget andet end Bibelen. Også Galileo, som sagde at Solen og ikke Jorden var centrum i solsystemet var også en “benægter” af det man på hans tid opfattede som sandheden.

Som kristen er man i dag “benægter”, fordi man benægter det vor tids forståelse opfatter som sandheden. Men for 2-300 år siden var det omvendt for da var det det kristne verdenssyn som dominerede.

Mange mennesker tror i dag at skiftet fra et kristent til et naturalistisk verdensbillede skete sådan: Før videnskabelige metoder kom til, så troede man alle mulige myter om verden og det var kirken der bestemte hvad der var sandt. Men da moderne videnskabelige metoder begyndte at blive taget i brug i Oplysningstiden (1700-1800-tallet), så blev vi gradvist klogere og klogere og så fandt man ud af at det kristne verdensbillede var helt forkert. Med andre ord: Videnskaben gjordet det mere og mere umuligt at fastholde troen på en Bibelsk skabelsesberetning på seks bogstavelige dage med, Adam og Eva, som de første to mennesker osv.

Der er både sandhed og misforståelser i det her. Der er to store kulturelle og religiøse overgange man er nødt til at se på for at forst¨å det. Den ene var overgangen fra katolicisme til protestantisme, som fandt sted under reformationen i 1500-tallet og den anden er overgangen fra det kristne (protestantiske) til det sekulære, naturalistiske verdensbillede.

Derfor tolkede videnskabsmænd, som havde det kristne verdenssyn naturen ud fra den forudindtagelse, og det er vigtigt at forstå. De gik ikke ud og observerede naturen som en blank tavle. De havde allerede en række antagelser om naturen, inden de begyndte deres observationer. Derfor, vil du nok sige, så kan man ikke helt stole på deres tolkning af de fænomener de observerede for de var jo farvede og skulle hele tiden have deres observationer til at passe med Bibelen.

Men er det ikke akkurat det samme i dag? Kan man stole på at vor tids videnskabsfolk er “rene tavler” uden en forudindtaget mening, som de så fortolker deres observationer ind i, så de passer med det de i forvejen antager og tror om verden? Det er et uhyre vigtigt spørgsmål, som vi skal svare på i det følgende.

Man skal nemlig være forsigtig, for der findes to slags videnskab. Den ene er den som kaldes eksakt videnskab. Det er den hvor man måler og vejer og hvor resultatet er det samme uanset hvilken overbevisning eller religiøs retning man tilhører. Fx kan man regne accelerationskraften ud gennem målinger og resultatet vil være det samme uanset hvem man er og hvad man tror.

Den anden videnskabelige retning har ikke et officielt navn, men det er de grene af forskningen som går ud på at finde ud af livets oprindelse, jordens og universets oprindelse. Hvor kommer vi fra? Hvorfor findes der i det hele taget noget (stof) i stedet for ingenting, og hvordan er det stof blevet til og hvordan er livet blevet til? Er det opstået af sig selv eller er der en intelligens som har skabt det? Hvad er bevidsthed og hvorfra kommer forestillingen om en Gud? Alle disse store, eksistentielle spørgsmål angribes fra alle vinkler af forskellige videnskabelige grene: Geologi, biologi, genetik, psykologi, neurologi, astronomi, astrofysik, osv.

Lad os gå tilbage til 17-1800-tallet hvor bøtten var vendt på hovedet og majoriteten af datidens førende tænkere troede at Gud havde skabt alt, og det lille mindretal som var begyndt at ytre tanker om at de ikke troede Gud eksisterede. Det er en misforståelse at skiftet fra den ene forestilling om verden skete fordi der kom flere og flere videnskabelige beviser for at det naturalistiske verdensbillede var korrekt. Sådan skete det ikke. Det var en ideologisk, politisk magtkamp og ikke en fælles erkendelse der forårsagdede skiftet i den akademiske verden. Det handlede om at få magten og kontrollen i for gennem den kunne man forme samfundet efter en ny ideologi. Og sådan opstod det naturalistiske verdensbillede. Ikke ved at de kristne videnskabsmænd erkendte de havde taget fejl, jo flere videnskabelige data og fact der blev lagt frem og præsenteret for dem. De kristne videnskabsmænd blev ganske enkelt med tiden en mindretals-gruppe fordi samfundet var under en total omkalfatring – filosofisk og religiøst. Det kristne verdensbillede var under angreb fra alle sider, moralsk, teologisk, historisk. Og det var ikke fordi det kristne verdensbillede mistede terræn fordi flere og flere videnskabelige beviser hobede sig op så alle kunne se at det var forkert.

Mange mennesker tror det skete sådan: Da moderne videnskabelige metoder begyndte at blive taget i brug i Oplysningstiden (1700-1800-tallet), så blev vi gradvist klogere og klogere og så fandt man ud af at det kristne verdensbillede var helt forkert. Med andre ord: Videnskaben gjordet det mere og mere umuligt at fastholde troen på en Bibelsk skabelsesberetning på seks bogstavelige dage med, Adam og Eva, som de første to mennesker osv.

Men overgangen fra det bibelske verdensbillede til et naturalistisk verdensbillede skete på ingen måde fordi flere og flere kristne indså det var forkert hvad Bibelen sagde. Det skete fordi flere og flere med det naturalistiske verdensbillede fik magt på universiteterne og dermed fik kontrol over hvad der skulle undervises. Det var en regulær magtkamp mellem to modsatrettede mindset, tankegange, som udspillede sig overalt i samfundet. Opgøret med det kristne bibelske var ikke baseret på en neutral erkendelsesproces, der lå et dybt og inderligt had bag som motiverende kraft for at aflive det.

I dag tror de fleste, at det var ophobningen af flere og flere klare, videnskabelige beviser der aflivede kristendommen, men intet kunne være mere forkert. Det var en ny, spirende tidsånd, som ønskede et konfronterende opgør, det var et had imod alle kristendommens læresætninger og værdier, der skulle rives ned. Det var et sammenstød at to mindsets. Man kan ikke sige at det naturalistiske verdensbillede vandt fordi det var mest overbevisende, set med datidens briller, men fordi tidsånden var gunstig så kunne erobre magtfulde positioner i samfundet. Et af de vigtigste områder at få magten var universiteterne. de kristne kunne forvises til kirken. Bibelen skulle adskilles fra resten af samfundets instanser. Videnskab skulle skilles fra tro. Og det er her langt de fleste bliver bedraget i dag, for de tror videnskaben om jordens oprindelse er blottet for tro. Men troen på en gudsforladt, naturalistisk verdensbillede med en gradvist selv-dannet jordklode ud fra naturlige processer og troen på gradvist opståede livsformer, er lige så meget tro som troen på en guddommeligt initieret øjeblikkelig skabelse. Forskellen i tro ligger deri at den første er a-religiøs i den forstand at her tilbeder man ikke noget højere end mennesket selv, men man sætter mennesket selv i centrum og ophøjer dets forstand, som den højeste erkendelsesform, man kan opnå i verden.

. Ikke bare et opgør med Bibelens udsagn om hvordan livet og jorden opstod, men et forsøg på at rive alt ned som Bibelen sagde.

og de tror et af de hårdeste skud imod det kristne verdensbillede kom med Darwins teori om evolution.