Det fabrikerede historiske narrativ

Hvad er et narrativ? Et narrativ er et fint, akademisk-klingende ord for fortælling. Men ordet har en lidt dybere mening. Når man for eksempel taler om et menneskes narrativ, så kan det være hvis dette menneske er religiøst. Hans eller hendes narrativ, eller livsfortælling er da bygget op omkring troen. Tanker, moral, planer for livet, handlinger, værdier, ideer om fx ægteskab, børneopdragelse, og selve meningen med livet står på den ene eller anden måde i tæt relation til troen. Man kan sige at alt i dette menneskes liv bevidst og ubevidst filtreres igennem troen. Troen er her et personligt narrativ – en forklaringsmodel for livet og en måde at ordne og forstå verden. Men det personlige narrativ kan samtidig være en del af en større sammenhæng. For eksempelt en hel nations narrativ. Da vil alle kunne forstå hvis personen fra før sagde: “Jeg vil ikke gå i seng med min forlovede før vi er gift for ellers synder jeg mod Gud og da er jeg ikke sikker på at være iblandt de frelste, når Jesus kommer igen”. I vore dages Danmark ville sådan en udtalelse virke undelig fordi den ikke spiller end i vores nuværende fælles narrativ. Så narrativet er en på forhånd fastlagt fortolkningsramme. Det er inden for den fastlagte ramme at man søger at forstå alting. Sprænger man rammen vil ens samtidige have svært ved at følge med. Oftest er det sådan at et givent samfunds skoler og læreanstalter både er toneangivende når det gælder at forme men også at fastholde et bestemt narrativ, et bestemt fortolkningsramme. Så universiteter er faktisk både med til at skabe nye rammer og fastholde gamle.

Når man for eksempel vil lære om den russiske revolution på universitetet, så er der på forhånd givet én bestemt fortolkningsramme. Et bestemt narrativ er til rådighed, som alle på forhånd er enige om. Indenfor den ramme kan man forske og bygge og tolke og komme med nye tanker. Så længe man ikke bryder med fortolkningsrammen, så er alle nye ideer velkomne. Et klassisk narrativ når det gælder den russiske revolution er at den var det undertrykte, rusiske bondefolks oprør mod den herskende overklasse – Zarfamilien. Det narrativ er støbt i jernarmeret beton i alle historiebøger i hele den vestlige verden. Det er næsten umuligt at rokke ved det narrativ. Men er det sandt?

Det samme gælder for historien om hvordan EU blev gundlagt. Udgangspunktet for fortællingen er igen en fastlagt fortolkningsramme, som ikke må betvivles. Indenfor den ramme kan man så flytte rundt på detaljer. Men selve grundrammen er urørlig. Forsøger man er det ofte risikabelt for ens fortsatte kariere på universitetet.

Her på Historien om igen er det selve fortolkningsrammen – det overordende fælles historiske narrativ, der stilles spørgsmålstegn ved. Det er en helt anden forklaringsmodel til forståelse af historien.

Den spændende fortælling er blevet vigtigere end sandheden

I dag taler man om det narrative på en måde så man får det indtryk at alle narrativer er ligeværdige – lige sande. Dvs. man undergraver ideen om at der findes noget der er mere sandt end noget andet. Det er en typisk postmoderne tanke at se sådan på historien. De store, universelle sandheder findes ikke, mener man. Det som har mere betydning er fortællingen, den personlige vinkel; både det enkelte menneskes egen fortælling men også den store fortælling om verden. Alt afhænger af øjnene der ser, er filosofien.

Og den ide i sig selv er et narrativ. Hvis en hel befolkning køber den opfattelse af livet og historien, så søger man ikke længere efter Sandheden med stort S, for man tror ikke 1) at den findes, 2) at den er brugbar til noget.

Det postmoderne syn på virkeligheden er et narrativ står i skarp kontrast til tidligere tiders narrativ, hvor absolut sandhed havde altafgørende værdi. Før i tiden troede man på at absolutte, eviggyldige sandheder eksisterede uafhængigt af briller der så og at de havde en fundamental betydning for den menneskelige eksistens. Men den tanke begyndte at krakelere i Oplysningstiden. Første skridt var at det kun var gennem videnskablige beviser man kunne erkende verden. Man mente at hardcore videnskab var det det eneste der kunne oplyse mennesket. Alt det andet (moral, tanke, filosofi) skulle underlægges det videnskabelig metode før det kunne accepteres som fakta. Tro på Gud blev skudt ud på et sidespor, for “hvor er beviserne på Guds eksistens?, var argumentet.



Under den postmoderne periode fik tanken om absolutte, urokkelige værdier (gudsskabte) et gigantisk huk. Man vendte tilbage til blødere værdier end blot hardcore videnskabelig evidens. Fortællingen kom i centrum. Fortællingen – den subjektive fortælling – blev sat i centrum. Det oplevede. Det personlige.

PROBLEMET MED VOR TIDS HISTORIEFORTÆLLING

Vor tids måde at fortælle historien på (altså historien om de store begivenheder i verden) læner sig mere og mere og mere op ad fiktionens fortællerform. Fiktionen benytter en bestemt slags skabelon til hvordan man skriver en roman eller et filmmanskript. En af modellerne kaldes for “berettermodellen”. Sådan en model er effektiv fordi den kan fastholde publikum uden at de falder i søvn. Man skaber fx spændigskurver. Man har en helt, en fjende, og et plot. Et plot er det samme som en konflikt.

Når den form overføres til virkelig verdenshistorie går det galt fordi fokus fjernes på fakta og føres over på personlige oplevelser, drama, spænding. Fakta bliver kun det kryderi som bærer historien fremad.

Når man fx fortæller historien om reformationen med fiktive virkemidler, så er berettermodellen et godt redskab. Alle ingredienserne til en fiktionshistorie er til stede i historien om reformationen: Der er en helt, (Martin Luther), hans modstander (kirken) men personificeret i _________). Der er en hjælpe (Melanchton og kongen). For at skabe en opadgående spændingskurve der fastholder publikum, så vælger man nu kun visse af begivenhederne i forløbet. Og dem fokuserer man på, for det er dem alene der driver spændingskurven opad. Idet hele taget drives historien frem gennem handling. Derfor udelades langt størstedelen af det teologiske som lå til grund for hele striden under reformationen. Man tager det med, men i en forenklet form, og man udelader alt det som havde altafgørende betydning forde det sætter den fremadskridende spændingsopbygning i stå. Handling, må der til. Som fx den spændende beretning om hvordan Luther blev reddet fra toutur og fangenskab.

Martin Luthers rolle i reformationen var selvfølgelig enormt vigtig. Men hvis hans personlige udfordringer sættes i centrum for historien for at opfylde berettermodellen, så mister man samtidig selve kernen i hvad reformationen gik ud på. I vore dage er folk desværre mere eller mindre ligeglade med kernen. De vil hellere have opfyldt hungeren efter endnu en film som omtaler som “fiktion bygget på virkeligheden”. Spænding er det folk vil ha, og så tror de at de får historisk sandhed. Det gør de også men de kontroversielle, afslørende sandheder er fjernet.

På den måde bliver historien spændende, men fokus drejes også væk fra årsagerne bag begivenhederne. Man anvender altså en fortællerteknik der går ud på at fastholde publikum i åndeløs spænding på bekostning af “kedelige” facts som ville ramme folk meget hårdt hvis de vidste at de var blevet ført bag lyset ved hjælp af såkaldt faktion (fiktion iklædt fakta).

Sagen er nemlig den at hvis man i stedet fokuserer på hvorfor noget skete, hvordan det kom i stand (fx økonomisk support, eller politiske diskusioner som ledte op til) så taber man de fleste af vor tids mennesker fordi det er “kedelig fakta”. Folk vil ha spænding, underholdning. Sandhed er ikke interessant i sig selv. Og her kommer det postmoderne ide til undsætning, for det underbygger ideen om at fortællingen er vigtigere en årsager, fordi den absolutte forklaring alligevel ikke eksisterer. Igen: Alt afhænger af øjnene der ser”.

VI STOPFODRES MED HYPNOTISERENDE FORTÆLLERSKABELONER
Det moderne menneske bliver stopfodret med fiktion der er bygget over den samme model. Langt de fleste Hollywood film er bygget over samme skabelon. Det samme gælder de fleste mainstream romaner. Går man til musikken så er langt det meste bygget over en ganske bestemt skabeleon som varieres i det uendelige. Mennesket elsker genkendelsens glæde. Man kan falde fuldstændig til fordi man kender formen til bevidstløshed. Alligevel virker den lige pirrende hver gang. Det er variationen man elsker. Nye konflikter, nye persongallerier. Det er ikke form-brud, men søger.