Helelian dialectic, hvad er det?
Hegelian dialectic er betegnelsen for en process, eller en metode hvorved man ved bedrag får en befolkning til være positivt indstillet overfor indførelse af politiske forandringer som skridt for skridt underminerer demokrati og individuel frihed på vej mod en “ny verdensorden” (totalitær verdensstat).
Processen består altid af tre led:
Først skabes et problem i samfundet/verden, som er designet til at fremkalde en bestemt reaktion i folket. Reaktionen rummer altid elementerne frygt og ofte også had mod en udpeget syndebuk. Det næste der sker er at den rystede befolkning, på baggrund af krisen, kræver, at der bliver gjort noget ved problemet. Det sidste der sker er at myndighederne kommer nu med den løsning, som man havde planlagt længe før der overhovedet var skabt en krise, men man vidste at den aldrig ville blive vedtaget under normale omstændigheder. Befolkningen accepterer løsningen, som involverer nye love der reducerer folks frihed, undergraver nationale demokrati og indfører mere kontrol gennem overnationale magtinstitutioner.
Metoden er beskrevet lidt mere udførligt:
1)
Magthaverne (fx FN, EU, WHO og internationale tænketanke) identificerer eller skaber selv et problem, som er faretruende kritisk for en given befolkning eller for hele verden. Årsagen til problemet, en syndebuk, udpeges (kommunismen, jøderne, islamisk terror osv)
2)
Magthaverne orienterer de altid samarbejdsvillige nyhedsmedier, der fungerer som deres talerør. Befolkningen reagerer med frygt på den “oplysningskampagne” (propaganda), som sættes i værk. Hele formålet med kampagnen er at skabe bekymring, forvirring og frygt, sådan at befolkningen selv begynder at stille krav om en løsning.
3)
Magthavernes kommer nu med en løsning på krisen, og den indebærer begrænsning af frihed og mere kontrol “for at kunne beskytte befolkningen mod fjenden”. Det er en løsning som det hele tiden har været planen at gennemføre, men som befolkningen aldrig ville have accepteret hvis ikke den først var blevet skræmt af den til lejligheden opfundne trussel/krise. Befolkningen er ikke klar over, at det bagvedliggende mål med krisen netop er at få dens accept af det myndighederne snedigt kalder en midlertidig begrænsning af borgernes individuelle frihed”. Krisen var blot det nødvendige påskud, der skulle til for at få befolkningens opbakning til at give afkald på individuel og national frihed til fordel for stadigt større, globale magtkonstalationer.
4)
Der skabes også et had i befolkningen imod syndbukken, for hadet skaber handlekraft, og det er præcis hvad maghaverne ønsker. Ingen ønsker at sende deres sønner og døtre i krig i fjerne lande medmindre de styret af frygt og had mod en fjende. Befolkningen deles i to: Det store flertal som er på myndighedernes side, dem der har købt propagandaløgnen, og det lille mindretal som har indset, det hele bygger på en løgn. En lynch-stemning opstår mod syndebukken og indførelse af tvang og overgreb mod mindretallet er nu en acceptabel del af det “humane” demokratis selvopfattelse. Et endnu stærkere bånd skabes på denne måde mellem myndighederne og den velvilligt indstillede befolkning.
Resultat: Frihed, rettigheder og demokrati undergraves med flertallet af befolkningens fulde opbakning. Illusionen om at myndighederne gør alt for at beskytte befolkningen promoveres igennem medierne. Det folket ikke ved, er at så snart de nye anti-demokratiske forhold er blevet indført og er blevet hverdag, så kommer den næste krise, og hele processen begynder forfra.
Denne hegelisk dialektiske process gentages igen og igen med en ny krise, der opstår hver gang den forrige blev løst, og for hver gang leder processen til endnu mere afskaffelse af nationernes selvstændighed, deres suverænitet og individets frihed reduceres og indførelse af mere kontrol. Endemålet er afskaffelsen af verdens frie nationer til fordel for en verdensstat med total kontrol over al menneskelig adfærd. Alt sammen indført med størstedelen af verdens befolkningers opbakning.
Mediernes rolle i denne proces
Kritik af insidere som afslører forbrydelsen mod menneskeheden, fryses ude af det akademiske og politiske miljø og stemples i medierne som “farlige for samfundet”, fordi de spreder “fake news”. De kaldes konspirationsteoretikere. I middelalderen kaldte man dem frafaldne og kættere. Medierne etablerer i vore dage såkaldte “fact-tjekkere-bureauer”, men i realiteten er det censurkomiter. I middelalderen kaldte man det for “Kontoret for Inkvisitionen, og det havde til formål at “forsvare de punkter i kristen tradition, som var i fare på grund af nye og uacceptable tanker”. I vor tid er formålet at bilde befolkningen ind at de såkaldte “fakta-tjekkere” er uafhængige, objektive sandhedselskere, som vi kan have fuld tillid fordi de ikke har nogen som helst anden agenda end at afsløre løgne som skader samfundet, og fremme sandhed. Men deres fornemmeste opgave er i virkeligheden at sørge for at velbegrundet kritik af myndighederne politik og deres ekspertpanelers tankegang ikke når ud til befolkningen.
For at opnå befolkningens tillid finder “fact-tjekkerne” nogle gode lækkerbidskner som alle og enhver kan se, de har ret i, når de udstiller dem som “fake news”. De mest populære er “flad-jord-teorien” og teorien om at vi aldrig har været på månen og at 9/11 var en operation, som “the deep state” (regeringen) selv fik udført. Seriøs, videnskabelig kritik af fx påstanden om “menneskeskabt CO2-forøgelse og videnskabelig kritik af behandlingen af hele Coronapandemien, sættes nu i samme bås som disse “far-out” teorier, og vupti, så har “fact-tjekkene” narret en stor del af befolkningen som nu hopper med på mediernes manipulerende limpind, fordi de har vundet deres tillid. Det gælder altså for fact-tjekkerne” om at folk ikke begynder at søge den “nye viden”, præcis som det var Inkvisitionens fornemmeste opgave i middelalderen at forhindre folk adgang til.
Tese og antitese fører til syntese
Den hegeliske dialektiske proces består altid af tre faser: tese, antitese og syntese. Tesen er problemet, antitesen er den reaktion som man fremelsker i befolkningen og syntesen er magthavernes forud tilrettelagte løsning. Tese, antitese og syntese kan derfor også beskrives som problem, reaktion, løsning.
Et eksempel er den kolde krig fra 1945-1989. Den såkaldt frie verden (USA og Europa) identificerede en ydre, fælles fjende, kommunismen (tese/problem). En syndebuk udpeges: Sovjetunionen, men også andre lande som var velvilligt indstillede overfor kommunismen. Men den kolde krig var en falsk, fabrikeret krise, for i virkeligheden var det magtfulde, kapitalistiske finansmænd og politikere i USA og Europa som ad bagveje financierede og opbyggede hele det kommunistiske Sovjetimperium. Det var dem som finacierede revolutionen i 1917 og derefter rykkede amerikanske fabrikker ind og byggede landet op fra bunden. Dette findes der masser historisk evidens for. Under den kolde krig, skabte medierne frygt og panik for kommunismen i Europas og USAs befolkninger. Angsten for en 3. verdenskrig blev skruet helt i vejret. Et globalt sikkerhedssystem, som i virkeligheden var begyndelsen til det enorme overvågnings- og kontrolapperat, vi har i dag, blev etableret “for at beskytte os mod kommunisternes magtovertagelse” som man sagde.
Utallige lande i Asien, Afrika, Mellemøsten og Sydamerika, som var på vej mod at skabe demokratier, blev omstyrtet, knust og invaderet af USA baseret på den falske præmis at de var på vej mod at blive kommunistiske og derfor var en farlig trussel. Det var alt sammen løgn, men de vestelige landes befolkninger var på det tidspunkt så fuldkommen grebet af denne frygt-retorik, som medierne og politikerne brugte, at de troede alt hvad de fortalte dem.
Resultat: En masse såkaldte “sikkerhedsforanstaltinger” blev etableret (læs: overvågningssystemer) og USA fik fri adgang til at etablere militære baser over alt i verden. Demokratiske lande blev knust og pro-amerikanske diktatorer indsat. NATO, der blev etableret i 1949, havde nu et påskud for at standardisere hærene, lufthavne. våben, kontrol- og kommunikation i hele den vestlige verden (“for at beskytte os”). “Fredsskabende hære”; you know. Og sammen med EU og FN fik de mere og mere magt samtidig med at de enkelte landes selvstændige suverænitet aftog. Altsammen kun muligt fordi man havde ført verdens befolkninger bag lyset med en løgn.
Klimakrisen, et andet eksempel
Et meget aktuelt eksempel er klima-krisen. The Club of Rome er en international tænketank bestående af verdens magtfulde statsoverhoveder, FN ledere, diplomater, højtstående politikere, finansledere fra hele verden. Den erklærede mål er at finde løsninger der kan skabe en mere globaliseret verden – mindre fokus på nationalt demokrati, og større fokus på internationale magtkoncentrationer. Men hvordan får man befolkninger og lande med på den ide?
I 1993 skrev Club of Rome i deres rapport “The First Global Revolution” hvor den hegelisk dialektiske proces kommer til udtryk som deres filosofi til at forandre verden:
“The ploy of finding a scapegoat is as old as mankind itself—when things become too difficult at home, divert attention to adventure abroad. Bring the divided nation together to face an outside enemy, either a real one, or else one invented for the purpose. With the disappearance of the traditional enemy, the temptation is to use religious or ethnic minorities as scapegoats, especially those whose differences from the majority are disturbing.”[9] “Every state has been so used to classifying its neighbours as friend or foe, that the sudden absence of traditional adversaries has left governments and public opinion with a great void to fill. New enemies have to be identified, new strategies imagined, and new weapons devised.”[9] “In searching for a common enemy against whom we can unite, we came up with the idea that pollution, the threat of global warming, water shortages, famine and the like, would fit the bill. In their totality and their interactions these phenomena do constitute a common threat which must be confronted by everyone together. But in designating these dangers as the enemy, we fall into the trap, which we have already warned readers about, namely mistaking symptoms for causes. All these dangers are caused by human intervention in natural processes, and it is only through changed attitudes and behaviour that they can be overcome. The real enemy then is humanity itself.”[