Evolutionsteorien fortæller os, at hvis der bare er lang tid nok til rådighed, fx millioner af år, så kan enhver af de biologiske strukturer, som eksisterer i naturen i dag, uanset hvor komplekse de er, langsomt have udviklet sig fra ganske simple strukturer udelukkende ved hjælp af helt tilfældige, ustyrede processer. De tilfældige processer, som teoriens tilhængere henviser til, er genetiske mutationer i arveanlæggene, som i samspil med det de kalder “naturlig selektion”, skaber selve fremdriften i al biologisk udvikling.
Hvad betyder det du lige har læst? Jo, det betyder, at hvis du ser for dig en lille, simpel encellet bakterie, så kan den over tid, via formering, fra den ene generation til den næste, gradvist udvikle sig til uhyre komplekse biologiske systemer, som fx pattedyr og mennesker alene på grund af tilfældige, genetiske forandringer i bakteriens arvemateriale, som går i arv fra generation til generation. Det vil sige at tilfældige forandringer i det lille encellede væsen ender med at konstruere alt lige fra vanvittigt komplekse og fint afbalancerede fuglefjer, skæl, kommunikationssystemer som sonar, radar, hår, øjne, lunger, hjerter, hjerner, nyrer, lever, tarmsystemer, blodårer, celler, hud, nerver, kirtler, enzymer i alle mulige former og variationer og at alt dette er forbundet med sindrige elektriske impulser via et centralt styret anlæg, så det hele virker sammen i en fuldkommen harmoni, som om det var en uhyre sindrig maskine, som selv den mest geniale videnskabsmand aldrig ville kunne bygge uanset hvor meget sofistikeret teknologi, han havde til rådighed.
Ja, siger evolutionsteoretikeren, det er ikke spor svært at forestille sig at det kunne ske. Og man må give dem ret i at det er sandt at menneskets forestillingsevne er utroligt stor. Alt kan vi forestille os, og det er netop forestillingsevnen vi bruger når vi ser en science fiction film. Men her forventes det heller ikke, at vi tror på de fantastiske scenerier og teknologiske frembringelser, som fremmanes, og som beskrives som om de var virkeligt eksisterende. Vi ved, de ikke er det, men de beskrives på en måde så vi tror på fiktionen, som en sandsynlig mulighed, selv om vi ved det er fantasi, for uden denne troværdighed og evne til at få os til at tænke “det kunne være sandt”, så ville filmen eller romanen aldrig kunne fænge et publikum.
På samme måde er det med evolutionsteorien. Det kunne være sandt. Men ikke hvis vi stiller kritiske spørgsmål. Og det gør de fleste mennesker ikke. Det kunne være sandt at månen er lavet af grøn ost. Men er der evidens nok som peger i den retning? Det kunne også være sandt at jorden er flad, men hvis man undersøger sagen hvad er der så mest evidens for at tro – flad som en pandekage eller rund som en kugle?
Det er ved hjælp af tidsbegrebet at evolutionsteorien har sin stærkeste appel til vores forestillingsevne. hvis alle troede jorden kun var 6000 år gammel så kunne enhver sige sig selv at på så kort tid kunne alle disse enormt komplekse biologiske livsformer ikke have opstået helt af sig selv ved hjælp af tilfældige mutationer. Eller det vil sige, et menneske som ikke tænker sig om, ville kunne forestille sig hvad som helst er sandt. Men det er så også udelukkende fordi de ikke tænker og ikke har lært at tænke logisk.
Lad os derfor lave et tankeeksperiment: Hvor kort tid skal en encellet organisme bruge til at udvikle sig til et menneske ved hjæp af rent tilfældige mutationer i dens arvemateriale? 100 år? 1000, en million? Det fleste siger en million, for tallet er så stort at man kan forestille sig hvad som helst ske på så lang en tidsperiode. Men hvis man begynder at regne på matematikken i fx celle-til-menneske på en million år, så viser det sig at det i praksis er lige så usandsynligt som hvis man havde sagt at 10 år var nok.
Og hvorfor er en million år så alt for lidt? Hvad så med en milliard år – altså et tusind millioner år – 1.000.000.000, er det så nok? Stadig i praksis det samme som at sige 10 år. Lad mig vise dig matematikken.
For det første:
Man har aldrig nogensinde observeret mutationer i levende organismer, som har ført til en forøgelse af genetisk information. Man har kun observeret mutationer, som har ført til tab af information. Det er det første store problem for evolutionsteorien, for et af evolutionsteoriens grundfundamenter hviler på den antagelse at simple genetiske systemer udvikler sig gennem mutation til mere og mere komplekse og avancerede genetiske systemer. Men kun det modsatte er observeret – tab af genetisk information.
Set i lyset af dette, så har det ingen betydning om livet har haft lang eller kort tid til at udvikle, for observationerne viser at der aldrig finder udvikling sted, men kun degeneration. Det er faktisk sådan at jo længere tid der er til rådighed, så vil livet, set i lyset af observationerne af DNA-mutation, føre til mere og mere degeneration. Det man observerer i alle levende væsener svarer præcist til Termodynamikkens 2. lov som siger, at hvis man giver et lukket system mulighed for at udvikle sig uden menneskelig indgriben, vil det ske tilfældigt og dermed kaotisk – og så vil entropien i systemet vokse. Sådan et lukket system er fx jordklodens økosystem, og derfor siger termodynamikkens 2. lov at alt bevæger sig imod øget kaos, uorden, øget entropi. Hvad menes der med entropi?
Tiden spiller derfor den afgørende rolle i teorien, for uden enorme tidsperioder, så ville teorien styrte sammen som et korthus.
Derfor er det evolutionsteoriens første grundsætning: Lang tid. Men hvordan og hvornår kom man på ideen om at jorden var gammel? Det var nemlig ikke den forestilling man havde om verden i de lange århundredere før Darwin kom frem med sin teori. Den dominerende teori om jordens alder på Darwins, var at Gud havde skabt den på seks dage og at jorden var cirka 5000 år gammel. Klodens mange jordlag og lag i bjergene overalt på kloden, tolkede man til at være et resultat af den kæmpemæssige naturkatastrofe som Bibel fortæller om, hvor hele jordkloden dækkes af vand. Denne teori kaldes katastrofisme.
Og er der evidens for denne teori? I allerhøjeste grad! Et af de bedste videnskabelige argumenter for katastrofisme-teorien er vulkanudbrudet Maouns St. Helens i 1980
Men normalt så kan et fornuftigt menneske godt gennemskue, når det bliver præsenteret for fulstændigt urimelige,